Vineriet Pecchenino blev oprindeligt grundlagt, da en af familiens kvinder plantede et lille hjørne med vinstokke i familiens køkkenhave i slutningen af det 18. århundrede. Siden blev hjørnet til vinmarker, som så igen blev til en vingård, der gennem de sidste to århundreder er gået i arv fra far til søn. Da man samtidig har haft en tradition i familien for at tilføje nye vinmarker til vingården, tæller den i dag ikke mindre end 25 ha med vinstokke. Familiens store passion er Dolcettodruen, som de sammen med producenterne Giampiero Romana og Giuseppe Caviola håber på at kunne opløfte til tidligere tiders storhed. Dolcetto er ingen nem drue at arbejde med i vineriet, hvor den rå syre og feminine frugt ofte kan arbejde som modsætninger i forhold til hinanden. Familien har derfor allieret sig med professor Di Stefano, der ud fra et videnskabeligt perspektiv tilfører den nødvendige ekspertise.