Om produkten
Det er ikke lige sådan at finde frem til Château Nauton. Ja faktisk er det umuligt al den stund, at der slet ikke eksisterer noget slot. Derimod er der tale om nogle få ha. med omkring 40 år gamle vinstokke, der står i sand og gult grus omkring et gammelt vandtårn og videre ned langs den lille bæk Ruisseau de Fargues, der adskiller vinmarkerne fra dem, der tilhører det berømte Château Rieussec.
Herlighederne blev erhvervet af Olivier og Caroline (Dufour) Fauthoux i 2005, der er 4. generation på Château Lafon, der ligger som en enklave midt i vinmarker, der tilhør Château d’Yquem. Det er således ikke helt forkert at hævde, at denne Sauternes er skabt på frugt høstet i Château Rieussec baghave og forvandlet til vin i baghaven til selveste Château d’Yquem.
Når det er sagt, behøver man blot at kigge på prisskiltet for at forstå, at vinen ikke matcher de to berømtheder, men mindre kan naturligvis sagtens gøre det, og dette er uomtvisteligt - når det kommer til sød Bordeaux - et af tidens bedste køb.
Druerne plukkes selektivt i flere omgange, men ikke så sent og i så mange gange som på Rieussec og d’Yquem. Det har familien Dufour simpelthen ikke ressourcer til, og da parcellernes eksponering betyder, at der sjældent er udsigt til voldsomme mængder ædel råddenskab, vælger Olivier Fauthoux som regel at sende høstarbejderne videre frem for at holde på dem i adskillige ekstra uger.
Parcellerne er tilplantet med 90% Sémillon og 10% Sauvignon Blanc, og det ender som regel også med at være drueblandingen i den endelige cuvée. Druerne soigneres, og alle stilke fjernes forud for presningen hvorefter mosten i Thermo reguleret rustfrit stål forvandles til en vin, som efterfølgende modner 12 måneder i overvejende brugte barrique.