Amaro Montenegros hemmelige opskrift opstod i Bologna helt tilbage i 1885.

33-årige Stanislao Cobianchi drog meget mod sine forældres vilje på en dannelsesrejse til Balkan, hvor han opdagede en sand smeltedigel af kulturer og smagsindtryk. Den unge mand var særdeles kyndig udi botanik og krydderurter, og han havde allerede været med til at fremstille likører som Maraschino og den dengang uhørt populære cherry brandy.

Straks ved hjemkomsten til Bologna åbnede en voldsomt inspireret Stanislao Cobianchi et destilleri, og sin første, krydrede bitter – Amaro Montenegro – opkaldte han efter prinsesse Helene af Montenegro, som senere skulle blive Italiens anden dronning gennem sit ægteskab med Vittorio Emanuele III.

Amaro Montenegro blev en umiddelbar succes, og den velbevarede opskrift bag bitterens sødt-komplekse smag har været uændret lige siden. I dag anses den som en legendarisk bitter af bartendere og mixologer verden over og som fuldkommen uundværlig i deres cocktails.

“If flavor were a story, ours would be epic. Long and complex. Bitter and sweet. A gloriously intricate and alluring tale 130 years in the making.”

Kun en håndfuld nulevende personer kender grundlæggerens sidste, tophemmelige ingrediens i Amaro Montenegro, så vi må nøjes med at fortælle det, vi trods alt ved:
Over 40 urter og krydderier – herunder vanilje og appelsinskræl – håndplukkes rundt omkring i verden og fravristes deres smage over en periode på 30 dage. I processen indgår kogning i det friske, klare vand fra Gran Sasso-bjergene. Resultatet destilleres i mindre kvanta … og den hemmelige ingrediens tilsættes.